Claus’ 12 råd til dig, der skal flytte

Det kan virke uoverskueligt at skulle i gang med en flytning – også selvom du får Holstebro Flytte & Budcentral til at hjælpe dig. Alt afhængig af den flyttepakke, du vælger at købe hos os, er der råd, der kan få flytningen til at glide nemmere. Derfor får du herunder Claus’ bedste råd til en god flytning.

1. Pak det vigtigste

Selvom vi hos Holstebro Flytte & Budcentral er hurtige og effektive, så kan det godt være, at en flytning tager tid. Det er heller ikke sikkert, at du orker at pakke ud samme dag, som vi har flyttet dine møbler og ting. Derfor anbefaler vi, at du pakker det vigtigste som toiletgrej, ekstra tøj, en toiletrulle, oplader, affaldsposer, og hvad du ellers kan få brug for, ned i en separat gennemsigtig plastikkasse – så kan du hurtigt få overblik over, hvad du har pakket.

2. Fold flyttekasserne korrekt

Hvis du ikke har mange flytninger bag dig, så kan det være svært at få samlet flyttekasserne helt korrekt. Det er specielt siderne på flyttekasserne, som vi oplever, at private glemmer at folde ned. Det er dog det vigtigste, idet det ekstra pap i siderne styrker flyttekasserne, når vi løfter dem.

3. Tænk på flyttefolkene

Vi er udmærket klar over, at det er fristende at fylde flyttekasserne til toppen, så du kan spare på antallet af flyttekasser. Men det er hverken sundt for dig selv eller dine flyttefolk. Hos Holstebro Flytte & Budcentral anbefaler vi, at du fx kun fylder halvdelen med tunge ting og resten med linned eller lette genstande. Af hensyn til flyttefolkenes arbejdsmiljø bør du holde dig til maksimum 18-20 kg pr. flyttekasse. På den måde kan flyttekasserne også nemmere stables.

4. Pas på skarpe og skrøbelige genstande

Det er vigtigt, at du sørger for at pakke skarpe og skrøbelige genstande ind i papir, viskestykker og/eller bobleblast for både din og flyttefolkenes sikkerhed. Det sørger for, at dine genstande ikke går i stykker under flytningen, men også at flyttefolkene ikke kommer til skade på skarpe genstande.

5. Brug vores indsatser

I en flytning er der mange genstande, der har skæve størrelser og former. Det gælder blandt andet tallerkener og fade. Derfor kan du med fordel bruge vores indsatser til flyttekasserne, så genstandene står korrekt og ikke rykker sig under flytningen.

6. Udnyt chancen til oprydning

En flytning er en oplagt og optimal mulighed for at sortere og rydde ud i dine gamle genstande og møbler. Brug derfor flytningen til at overveje, hvilke ting du vil beholde, samt hvilke ting der skal ryddes ud.

7. Lad billederne hænge

Vores dygtige flyttefolk hos Holstebro Flytte & Budcentral har mange års erfaring i flytninger, og derfor ved vi også, hvordan billeder, malerier og kunst på væggen bliver pakket forsvarligt ned. Lad derfor gerne ovenstående hænge på væggene, for så sørger vi for at tage dem ned og pakke dem forsvarligt i enten flyttekasser eller separat.

8. Afkobl alle ledninger

Vi har rigtig mange elektriske apparater, der er tilkoblet i vores boliger, og dem skal du naturligvis også have med, når du flytter. Det er dog vigtigt, at du sørger for at frakobl alle genstandene og lader dem stå frit i din bolig, så de er lige til at pakke ned.

9. Gem nøgler, beslag og skruer

Du gør flyttefolkene en stor tjeneste, hvis du låser dine kommoder og skabe med nøgle eller tape inden flytningen. Det sørger for, at skufferne ikke rutcher frem og tilbage, mens flyttefolkene løfter møblerne. Husk i den forbindelse selv at gemme og opbevare nøglerne. Eventuelt i samme pose/poser, hvori du opbevarer skruer og beslag fra dine møbler. Her er det samtidig en god idé at skrive uden på poserne, hvor indholdet hører til – du kan også tape posen fast til det givne møbel.

10. Navngiv dine flyttekasser

Noget af det vigtigste for både din egen skyld og flyttefolkenes er at navngive dine flyttekasser. Her anbefaler vi at sætte malertape på enderne af flyttekasserne med de vigtigste informationer. Det gælder, hvilket rum flyttekassen skal bæres ind i, samt hvad der mere nøjagtigt er i. På den måde ved flyttefolkene, hvor de skal stille flyttekassen, uden du behøver at dirigere. Du har også selv et bedre overblik over, hvad du har i dine flyttekasser, når indflytningen for alvor begynder.

11. Placér flyttekasserne taktisk

Flyttefolkene hos Holstebro Flytte & Budcentral begynder altid flytningen med at pakke flyttekasserne i bilen. Derfor hjælper vi hinanden bedst, hvis flyttekasserne er placeret så tæt på indgangen som muligt. Flyttefolkene skal naturligvis kunne komme ind, så derfor anbefaler vi det nærmeste værelse tættest på indgangen.

12. Meld din flytning

Så er du næsten i mål med klargøringen af din flytning. Det måske vigtigste er at melde din flytning og adresseændring på borger.dk.

Få vejledning og hjælp til din flytning

Kontakt os i dag